Paa det Jevne

Paa det Jevne, paa det Jevne!
— ikke i det Himmelblaa! —
Dér har Livet sat dig Stævne,
dér skal du din Prøve staa!
Alt hvad Herligt du kan nævne,
Alt hvad Højt din Sjæl kan naae,
skal hernede paa det Jevne
fast sin Rod i Livet slaa.

Komme ned, see det er Tingen!
dale glad som Fugl fra Sky,
naar med Sang den sænker Vingen,
— ikke falde tung som Bly!
Komme ned og slutte Ringen;
være glad i Kvæld og Gry,
elske Verden, hade Ingen,
føle sig som født paa ny!

I det Høje! I det Høje!
Lyder det dig mere smukt?
Funkler sværmerisk dit Øje?
Finder Verden stolt din Flugt?
Vil du ej dit Hoved bøje
under Livets strenge Tugt?
Vil du ikke Marken pløje,
før du høster Markens Frugt?

Ak, den Kunst er tung at lære,
dyrkes kun af saare Faa,
den uendelige svære,
den: paa Jorden fast at staa;
den: sin Himmel med at bære
overalt i Hjertets Vraa;
den: sin Skaber glad at ære
i det Store, i det Smaa!

Paa det Jevne skal du bygge,
paa det Jevne skal du bo!
Ej som Krøbling, ej paa Krykke,
ej med Dyrets dorske Ro!
Med dit Savn og med din Lykke,
med dit Haab og med din Tro
skal du paa det Jevne bygge
op til Stjernerne en Bro!

Paa det Jevne! Paa det Jevne!
Altid i min Sjæl det klang,
naar med Fantasiens Evne
kjækt jeg mig fra Jorden svang.
Alt det Andet vil sig hævne,
er kun Splid og Undergang;
— Paa det Jevne! Paa det Jevne!
Det er Livets Sejerssang!

Han er høstens dikter. Det er en modig følelse bak hans resignasjon og vemod. Når han i sine siste år gjør opp med seg selv og har lagt drømmene om å fly høyt og vidt, langt bak seg, selv da er hans sinn fullt av sunnhet og livsmot.

Det er noe ved denne dikteren som treffer meg rett i hjertet. På en måte setter han ord på  mye av det jeg tenker og opplever ved livet.

Livet har på ingen måte blitt slik jeg forestilte meg at det skulle bli. Drømmene mine er fortsatt drømmer. Motgang på ulik vis har påført meg både smerte og sår. Til tross for dette, opplever jeg stor takknemlighet til livet. Aldri kjenner jeg på følelser av bitterhet eller nederlag. Livet er slik det er. Slik er det bare. Det er opp til meg å gjøre det beste ut av det. Med en slik innstilling klarer jeg meg gjennom det meste. Det handler for meg om ydmykt og med stolthet leve mitt liv. Et liv som ikke kan vise til de store bravader med tanke på å vinne ære eller berømmelse.

Stopp en halv. Nå snakket jeg meg selv ned. Med støtte fra medarbeidere har jeg klart å gjennomføre flere store omstillingsprosesser til beste for de jeg var satt til å tjene. Bare for å nevne noe.

I min ungdom klarte jeg ikke alltid å leve slik med begge beina godt plantet på jorden. Det har jeg fått betale prisen for i ettertid. Jeg ser med gru tilbake på alt det vonde jeg gjorde mot meg selv og ikke minst mot andre, ved min noen ganger tankeløse oppførsel. Det tapet vil jeg eie for alltid. Heldigvis har jeg lært av det.

Mange tenker og forteller meg at livet mitt er kjedelig. «Hvorfor gjør du ikke det eller det», sier de.  Hvorfor skal jeg det, når jeg ikke har lyst. Det handler ikke om at jeg ikke våger. Det handler om at jeg trives slik jeg har det. Om du tenker at det er et trist liv, så  deg om det. Du får leve ditt liv. Jeg lever mitt.

Selvsagt om alt hadde vært annerledes, så kanskje jeg hadde fløyet vide omkring. Drømmer har jeg hatt og har fortsatt.  Det ligger bare ikke tilrette for å realisere dem akkurat nå. Hva fremtiden bringer er ikke et tema for meg. Det som skal skje, skjer. Høres det fatalistisk ut. Gjerne det. For meg er det realisme og en dyrekjøpt sannhet. Så jeg lever hver dag med beina godt plantet på jorden uten de store  overskriftene.

Likevel opplever jeg livet mitt både rikt og spennende, og jeg nyter det. Jeg har lært meg til å se det store i det små. Jeg kan glede meg over lyset som speiler høstens farger i vannet. Rådyret som stopper opp og ser nyskjerrig på meg, før det løper videre. Et vakkert tre som strekker seg mot himmelen mens det strekker de vakre grenene sine mot meg,  som for å omfavne meg og gi meg litt av sin jordbundne styrke. Et vakkert blad som har skilt lag med treet og blåser med vindenfør det farger bakken gyllen. Solens varme og glødende stråler ved soloppgang eller solnedgang.  Barnebarnas herlige latter når de opplever noe for første gang og gir meg tillitsfullt hånden sin. Listen over slike små, men store hendelser er uuttømmelig.  Det handler om å ha øyne som ser og et lydhørt hjerte.

Les her. Jeg kjenner meg igjen i dette også:

 Kaalunds fine og stemningsrike uttrykk for naturglede, vitner dette diktet  «Friskt Vejr», om:

«Det dufter af Regn
fra rødmende Skovrosers Hegn.
Blandt Moser og Dale og Bakker
ensom jeg flakker
saa fri og saa frank og saa fro;
til Hinden ved Gjærdet
jeg raaber: Hallo!
Hallo! og den flygter forfærdet.»

Og senere i samme dikt:

«O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens blodløse Fagter
dybt jeg foragter;
ikke med Verden i Strid,
fejg for min Broder,
flygter jeg hid;
jeg kun søger Naturen, min Moder.»
– – –

Det er så altfor lett å fokusere på  det tunge og vanskelige, det jeg ikke vil ha. Det er da jeg får det jeg ikke vil ha og livet blir en tung jammerdal. For det er sannhet i at det jeg gir oppmerksomhet, det skaper jeg. Derfor løfter jeg blikket og ser alt det vakre rundt meg. Det er mye å feste blikket på.

«Går vi gjennom livet ved å fokusere på alt vi ikke vil gjøre, ikke vil være og ikke ønsker – da blir det som å skrive en handleliste full av alt vi ikke vil kjøpe.»

Ellen Klev

Bedre enn mange dypsindige undersøkelser, karakteriserer disse versene dikteren. Igjen kan jeg relatere meg til det han skriver. Det er ganske merkelig at jeg finner slik glede i ordene hans. Og alt dette bare fordi en enkelt setning falt ned i hodet mitt. Hvorfra? Ja si det. Tror bestemt at det var for en hensikt.

«Bestraalet af den milde Foraarssol
jeg sidder her imellem Husdyrflokken,
og bytter ej for nogen Kongestol
Det Sæde, jeg har valgt – paa Huggeblokken.

Lad Andre finde det en simpel Plads
for En, der producerer sig som Sanger –
en Digtertrone er den, mig tilpas,
og aldrig nogen bedre jeg forlanger.

Det var en slig, Du valgte Dig, Æsop,
naar Du i Hønsegaarden sad alene
og lo ad Verdens store travle Hob,
med slig en lille Verden til din Scene.

Vel er jeg ikke dyb som Du og vis;
min store Svaghed ærlig jeg bekjender –
men glad jeg sætter paa Naturen Pris,
og i min Smag er jeg en Nederlænder

———

Og glad velsigner jeg, o Sol, den Glans,
hvormed Du denne Hønsegaard forgylder,
og takker Gud, fordi han gav mig Sans
for hvad der ellers Smaabørn kun fortryller!»

Som jeg avslutten forrige blogg, vil jeg avslutte denne. Det lille visdomsordet kom flyvende på et magisk tanke fra Oriah til meg. Tror du det ikke. Det er sant. Hvorfor skulle jeg eller ha sett det og festet meg ved det. Her er det slik jeg oversatte det.

«Hva om du ble sendt her av noe større.
Ikke mot din vilje eller ønsker,
men i samsvar med din dypeste lengsel.
Hva om det var så enkelt som å finne det du elsker
og la det lære deg hvordan du skal leve.»

Oriah «Mountain Dreamer»

Besøk siden min på Fb, Synnas verden

https://www.facebook.com/Synnasverden/